Psalms 141

Endnu en bøn om beskyttelse

En sang af David.

1 Herre, jeg har brug for din hjælp her og nu.
Hør mig, når jeg beder til dig.

2 Lad min bøn være som røgelse, der stiger op,
mine løftede hænder som et aftenoffer.


3 Herre, hjælp mig til at holde min mund
og være varsom med, hvad jeg siger.

4 Hjælp mig til at tage afstand fra det onde,
så jeg ikke roder mig ind i noget forkert
sammen med ugudelige mennesker,
selv om det nok kan være fristende.

5 En kærlig irettesættelse vil jeg tage imod
som forfriskende olie til mit hoved.
Jeg bekæmper det onde med min bøn,

6 og når de gudløse ledere styrtes ned fra klippen,
vil man indse, at jeg havde ret.

7 Deres knogler vil ligge spredt ved gravens rand
som sten, der er pløjet op af marken.
Eller: „Jeg bliver angrebet hårdt og er døden nær. Jeg føler mig skåret op som en pløjet mark.” Versene 5-7 er nærmest uforståelige i den hebraiske tekst, så enhver oversættelse er enten uforståelig eller et gætteri.


8 Mit blik er rettet mod dig, min Herre og Gud.
Du er min hjælp og min tilflugt,
overgiv mig ikke i onde menneskers hænder.

9 Bevar mig fra deres baghold,
fra forbrydernes fælder.

10 Lad dem selv gå i fælden,
og lad mig gå fri.
Copyright information for DanBPH